Med album som Future Past og Danse Macabre har de fortsat udviklingen af deres lyd, og i år har de desuden udgivet singlen Free to Love. Men først og fremmest er det selvfølgelig en imponerende sangkatalog, bandet har til sin rådighed. Spørgsmålet er, hvor meget af den gamle magi, der stadig er tilbage, når 80’ernes popikoner går på scenen i 2026.
Svaret kommer ret umiddelbart.
Efter en symfonisk instrumentalversion af Free to Love fra højtalerne træder bandet ind.
På den store LED-skærm bag bandet vises medlemmerne som tegnede figurer, når Is There Something I Should Know? går i gang. Simon Le Bon rækker hænderne i vejret og får straks jubel og løftede arme tilbage. På gulvet, hvor der er stillet stole op, rejser publikum sig allerede under åbningsnummeret og forbliver stående resten af koncerten. Efterhånden følger også dele af tribunerne efter, hvor flere og flere rejser sig for at danse.
Duran Duran åbner med nogle af deres stærkeste kort og fortsætter med The Wild Boys og A View to a Kill. Sidstnævnte starter med James Bond-filmenes klassiske intro på LED-skærmen.
Simon Le Bon spørger, om publikum har det godt, og opfordrer os til at gøre os hørt. Publikum svarer med et normalt jubelbrøl, men det er ikke helt, hvad Simon ønsker. Han begynder at hyle som en ulv og får publikum med, da Hungry Like the Wolf tager over. På skærmen flytter vi os til en skov, set fra ulvens perspektiv.
Sceneshowet er forholdsvis afdæmpet. Den store LED-skærm bag bandet står for det meste af det visuelle, med billeder og animationer, der matcher sangenes karakter. Det fungerer som baggrund for musikken, men skaber sjældent rigtigt mindeværdige sceneøjeblikke. Her er ingen store sceneopbygninger eller særligt avancerede visuelle numre, der løfter helheden. Duran Duran satser i stedet på sangene, musikerne og Simon Le Bons evne til at engagere publikum.
Det er let at lade sig rive med af nostalgien, når Duran Duran ruller deres klassikere frem, men der er også en rent musikalsk grund til at værdsætte aftenens koncert. Simon Le Bon lyder virkelig godt. De høje toner sidder, ikke mindst i Ordinary World. Inden det nummer giver han sig i kast med aftenens første længere speak. "Here we all are in this big nuclear testicle," joker han om Avicii Arena, og fortsætter med en refleksion over, hvordan mennesker verden over kæmper for at finde lykke og leve et godt liv. Når de første toner lyder, tændes mobilernes lys blandt publikum.
I Come Undone får en af de to korsangerinder, Anna Ross, lov til at træde frem til Le Bons side for en duet. Mod slutningen sender Simon en hilsen til publikum: “Stockholm, this one is for you!”
Det er et simpelt greb, men det virker. Kontakten til de forreste rækker er god gennem hele koncerten. Her er fans, der synger med på hvert ord, og nogle er så bevægede, at tårerne triller. For dem er det tydeligvis mere end blot en aften med gamle yndlingssange.
Vi får også Duran Durans seneste single Free to Love, som de udgav i april 2026. Simon Le Bon præsenterer den med ordene om, at vi vil være frie og frie til at elske. På skærmen dukker regnbuer, enhjørninger og dansere op. Det visuelle udtryk er betydeligt mere farverigt end i flere af de tidligere numre, og sangens budskab om frihed, håb og kærlighed får plads.
Det er også en tydelig markering. Duran Duran vil ikke kun forvalte deres historie, men fortsætte med at være et band med noget at sige i samtiden. Sangens inkluderende budskab, der knytter an til LGBTQ-rettigheder, får yderligere betydning senere på aftenen.
Inden Girls on Film beder Simon publikum om at tage deres fineste smil på. Nick Rhodes skal nemlig tage et billede af publikum, præcis som han har gjort mange gange før. Midt i sangen får John Taylor lov til at spille et bassolo, inden musikken glider over i Talking Heads-klassikeren Psycho Killer.
Le Bon binder desuden det musikalske sammen med aftenens inkluderende budskab, da han afslutter med ordene: "We got you HBTQI+ and we got you girls on film." Derefter forlader bandet scenen, men publikum er langt fra færdige.
Efter store klapsalver kommer bandet tilbage til ekstranumrene. Simon Le Bon opfordrer os til at synge med og tænde lyset på mobilerne. Han lover at forvandle Avicii Arena til en hesteskosformet galakse. Præcis hvad han mener, må vi tænke videre over, men det lyder i hvert fald bedre end en radioaktiv testikel.
Save a Prayer bliver netop det stemningsfulde øjeblik, man kan håbe på. Lyset fra mobiltelefonerne fylder arenaen og fredsduer vises på skærmen. Publikum synger med på omkvædet, selv om keybordet desværre ligger så højt, at dele af fællessangen drukner.
Derefter resterer kun Rio. Det er det oplagte valg til at afslutte en aften, der i høj grad har kredset om bandets klassiske materiale. Efter den sidste energiudladning takker Le Bon publikum på både engelsk og svensk: "Tusen tack, Sweden" og "Tack så mycket Sverige".
Duran Duran behøver næppe bevise deres betydning for pophistorien. Simon Le Bon viser, at stemmen stadig holder, og bandets sangskat gør det svært at værge sig mod omkvædene. Samtidig er sceneshowet temmelig tilbageholdende, og koncerten byder ikke på mange overraskelser ud over nogle kreative overgange og den nye singels tydelige budskab. Det er en god aften med popklassikere, stærk sang og et publikum, der er med fra start til slut.
