Gorillaz afslutter Way Out West 2026 med en mægtig, genreoverskridende finale

Der findes koncerter, som føles som endnu en optræden på et festivalprogram. Og så findes der koncerter, som føles som om alt samles på samme scene. Da Gorillaz afsluttede Way Out West, var det bestemt det sidste.

Efter tre dage fyldt med koncerter var det tid til festivalens sidste, store eksplosion, og Damon Albarn med sit Gorillaz var næppe kommet til Slottsskogen for forsigtigt at spille os hjem. Det blev et vildt sidste show fyldt med følelser, energi og kraft – og en koncert, der hele tiden vekslede mellem det nye og det velkendte, som store dele af publikum kunne udenad.

Allerede indledningen med The Mountain og The Happy Dictator satte tonen for aftenen. Meget af det nye materiale var hentet fra The Mountain, hvor Gorillaz fortsætter med at blande musikalske udtryk fra forskellige dele af verden. Indflydelse fra Mellemøsten var tydelig i flere af de nye sange og gav koncerten endnu en dimension, før Tranz, Living Souls, 19-2000 og Rhinestone Eyes begyndte at fremkalde endnu flere gamle Gorillaz-minder blandt publikum.

Men denne aften handlede ikke kun om musikken.

Ved flere lejligheder udtrykte Damon Albarn sin støtte til Palæstina og sin sorg og vrede over den igangværende død og bombninger. Et palæstinensisk flag blev holdt op på scenen og senere bundet fast til hans mikrofonstativ. Budskabet bredte sig også ud blandt publikum, hvor råb om Palæstina begyndte at lyde under koncerten.

Det blev et tydeligt eksempel på, hvordan Albarn brugte scenen til mere end blot underholdning. Uanset om det handlede om politik, følelser eller musik, var der hele tiden en intensitet i hans måde at lede koncerten på.

Og afstanden mellem scene og publikum blev til tider næsten ikke-eksisterende.

Ved to lejligheder forlod Albarn scenen og begav sig ud blandt menneskene foran den. Her lod han fans synge sammen med sig, og i nogle øjeblikke føltes det mere som en enorm kollektiv fejring end en koncert, hvor en kunstner stod på den ene side af barrieren og publikum på den anden.

Da On Melancholy Hill blev spillet, var fællessangen allerede et faktum. Det er en af de Gorillaz-sange, som kun behøver få sekunder, før tusindvis af mennesker ved præcis, hvad der er i gang. Rundt omkring dansede og sang folk, mens Albarn fortsatte med at styre den småkaotiske Gorillaz-maskine fremad.

Og sikke en maskine det er.

For en Gorillaz-koncert er sjældent bare Damon Albarn og et band. Denne aften udviklede scenen sig snarere til en musikalsk samlingsplads med en imponerende række gæster. Yukimi Nagano fra Little Dragon gæstede blandt andet under Empire Ants og To Binge, mens Kara Jackson og Anoushka Shankar medvirkede under Orange County.

Senere blev temperaturen endnu højere, da Yasiin Bey, tidligere Mos Def, dukkede op til Stylo og Damascus. Bootie Brown var med under Dirty Harry, og da Posdnuos fra De La Soul sluttede sig til under Feel Good Inc., blev der lagt endnu et gear til.

Publikums reaktioner på gæsterne talte deres tydelige sprog. Hver ny optræden blev mødt af jubel, og det fine var, at ingen føltes inviteret kun for syns skyld. Gæsterne blev en del af showet og viste samtidig, hvor utroligt bred Gorillaz’ musikalske verden faktisk er.

Midt i det hele må man heller ikke glemme bandet bag Albarn. Guitaristen Jeff Wootton leverede et fantastisk stykke arbejde denne aften og benyttede også lejligheden til at kaste tre guitarplektre ud til publikum. En lille detalje i en enorm produktion, men også sådan en ting, som for tre personer forrest bliver til et minde fra Way Out West, man nok aldrig vil smide væk.

Sætliste fortsatte med at præsentere sange fra forskellige dele af Gorillaz’ historie. Casablanca, Delirium, Andromeda og She's My Collar blev blandet med nyt materiale, før koncerten nærmede sig sit crescendo.

Og så kommer naturligvis de sange, som næsten alle har ventet på.

Dirty Harry skruer energien endnu mere op, og derefter følger Feel Good Inc.

Det er næsten umuligt at stå stille.

Basgangen, publikum, De La Soul-forbindelsen og den totale fællessang gør sangen til et af aftenens indlysende klimaks. Det er ligegyldigt, om man har fulgt Gorillaz siden begyndelsen af 2000’erne eller kun kender de største sange – når Feel Good Inc. starter, ved hele Slottsskogen, hvad der sker.

Så er der kun Clint Eastwood tilbage.

En ret sværtslået sang at afslutte både en Gorillaz-koncert og en hel festival med.

Det er også her, man indser, hvor svært det egentlig er at putte Gorillaz i en eneste musikalsk boks. Under samme koncert har vi været igennem elektronisk, hiphop, indie, rock og pop, mens indflydelse fra helt andre musiktraditioner løbende har sneget sig ind. På papiret burde det næsten blive for meget. På scenen virker det.

Måske er det netop derfor, Gorillaz stadig føles så unikke.

Damon Albarn og resten af det enorme hold på scenen formåede at gøre festivalens sidste koncert til meget mere end en nostalgitrip gennem nogle af 2000-tallets største alternative hits. Det nye materiale fik god plads, gæsteartisterne afløste hinanden, og de gamle klassikere skabte lige præcis den massive reaktion, man håbede på.

Frem for alt var der følelser bag det hele.

Det var til tider politisk, til tider legende og til tider fuldstændig eksplosivt. Men hele tiden føltes det som Gorillaz.

Efter utallige koncerter under Way Out West er det svært at forestille sig en mere passende finale. En koncert, hvor verden, musikken og menneskerne kunne samles på samme scene – før Clint Eastwood satte punktum for det hele.

En af festivalens absolut bedste koncerter.