Her er guitaren og fortællingerne i centrum. Steder, mennesker og minder fra Seattle-området har fundet vej direkte ind i musikken – hvilket også forklarer sangtitler som Mad Men of Ballard, Fremont Bridge, SODO, 3rd Ave Pigeon Man og 520 Bridge / Mount Rainier. Det er musik med rødder i folk, blues og alternativ rock, men med et mørke, der til tider trækker tankerne mod Seattle og grungens mere rå udtryk.
Og netop denne musik har virkelig sat sig fast hos mig.
Hvis Spotify havde været et kassettebånd, ville mit eksemplar sandsynligvis allerede være fuldkommen slidt op på nuværende tidspunkt. Michael Warren har kørt på repeat den seneste måned, og Once American er blevet et af de der sjældne albums, hvor jeg ikke rigtig føler behov for at springe en eneste sang over.
Selvfølgelig har jeg mine favoritter. 3rd Ave Pigeon Man ligger meget højt sammen med Mad Men of Ballard og SODO. Men samtidig er resten forbandet godt. Det er sjældent, man støder på et album, hvor følelsen efter sidste nummer er, at alle sangene faktisk holder hele vejen.
Så da muligheden opstår for at se Michael Warren live i Sverige, er det svært ikke at føle sig lidt ekstra spændt.
At det desuden foregår under meget specielle omstændigheder gør bestemt ikke sagen ringere.
Inden releasefesten på Gamestreet 1 er det meget få, der overhovedet ved, at koncerten skal finde sted, og jeg er en af dem. Det skaber en mærkelig forventning inden koncerten. På en eller anden måde føles det næsten mere spændende end før en gigantisk koncert i Avicii Arena. Der venter titusindvis af mennesker på det samme øjeblik. Her er vi kun nogle få, der ved, hvad der snart skal ske.
På scenen er det skåret helt ind til benet. Bare Michael Warren og Lavender Noice, og sammen viser de hurtigt, at det ikke kræver nogen stor produktion for at materialet skal fungere live.
I løbet af aftenen hører vi blandt andet Mad Men of Ballard, Fremont Bridge, SODO og 520 Bridge / Mount Rainier. Sange, der den seneste måned er blevet grundigt indprentet i hovedet, forlader pludselig hovedtelefonerne og får et helt andet liv foran mig.
Især Mad Men of Ballard og SODO er fantastiske denne aften. Der er en råhed i fremførelsen, som passer musikken perfekt, samtidig med at det nøgne format giver både melodierne og fortællingerne masser af plads.
Og så er der 3rd Ave Pigeon Man.
Her må jeg faktisk reservere mig. I løbet af aftenen prøver jeg at krydse sangene af, efterhånden som de bliver spillet, men lige netop 3rd Ave Pigeon Man har jeg af en eller anden grund ikke krydset af. Om det skyldes, at den ikke blev spillet, eller at jeg simpelthen var for opslugt af koncerten til at huske listen, tør jeg ikke svare på.
Og det er selvfølgelig lidt typisk, for det er en af mine absolutte favoritter fra albummet.
Teknisk set er aftenen ikke uden skønhedsfejl. Nogle detaljer sidder ikke hundrede procent, men samtidig er det svært at forlange perfektion af et liveshow, der stadig befinder sig i begyndelsen af sin rejse. Snarere er der noget charmerende ved at opleve det netop nu, før alle kanter er slebet væk og hver eneste sekund sidder på rutinen.
For der er bestemt ingen tvivl om, at sangmaterialet er der.
Det er også her, styrken ved Once American bliver så tydelig. Når flere af sangene bliver taget ud af albummet og står på egne ben i et betydeligt mere nøgternt liveformat, holder de stadig. Det er ikke et album, der lever på to eller tre oplagte singler med mellemfyld imellem. Tværtimod føles det som om, næsten hvilken som helst sang kunne blive taget frem i løbet af aftenen uden at niveauet falder nævneværdigt.
Det er usædvanligt.
Samtidig er det svært ikke at tænke på, hvordan dette kunne udvikle sig med flere musikere på scenen og en større produktion omkring. For når sangene allerede fungerer så godt i deres enkleste form, er der masser af muligheder for at lade dem vokse yderligere live.
Netop derfor føles denne aften lidt som et smugkig på, hvad der kan vente længere fremme. Vi får opleve Michael Warren og Lavender Noice i et format, hvor sangene står helt i centrum, samtidig med at fornemmelsen er tydelig: det her er kun begyndelsen.
Hvis min mavefornemmelse bare er en smule korrekt, vil det ikke vare længe, før Michael Warren og Lavender Noice tager skridtet op på betydeligt større scener. Der er stadig plads til at vokse – og det er næsten det mest spændende af alt.
Så grib chancen, mens du stadig kan opleve dem i så intime rammer.
Og gå endelig ikke glip af dette.
Releasefesten på Gamestreet 1 markerer altså udgivelsen af Michael Warrens nye album Once American. Og efter at have hørt flere af sangene live, er der egentlig kun én opfordring tilbage: find albummet på din foretrukne streamingtjeneste, skru op for lyden og lyt fra start til slut.
For en gangs skyld mener jeg virkelig hele albummet.
I bliver næppe skuffede.
