Nick Cave & The Bad Seeds på Way Out West: En mesterklasse i uforudsigelig koncertkunst

Nick Cave har tydeligvis misforstået hele idéen med at spille på festival.

Man får en scene. Man stiller sig på scenen. Man spiller på scenen.

NEMT.

Men på Way Out West ser Cave mest scenen som et sted, han indimellem skal vende tilbage til for at kontrollere, om The Bad Seeds stadig er der.

Og kaosset starter straks.

Under ”Get Ready for Love” går mikrofonen ud. Cave kigger på den, konstaterer at den har gjort sit, og udfører en teknisk fejlsøgning ifølge den internationalt anerkendte Nick Cave-metode:

KASTER DEN VÆK.

Kort pause, ny mikrofon – og så starter de forfra.

”Get Ready for Love” får en betydeligt bedre anden start og efterfølges af ”From Her to Eternity”, hvor det hurtigt står klart, hvilken slags aften vi har foran os. The Bad Seeds er brutale, Cave er totalt opskruet, og Warren Ellis ser som sædvanligt ud til at befinde sig i sin egen lille dimension.

HVOR ER NICK?

Allerede tidligt begynder Cave at søge ud mod publikum.

Og han nøjes ikke med forreste række.

Han griber hænder, klatrer, balancerer og bevæger sig længere og længere ud blandt titusindvis af mennesker. Det ene øjeblik er han på scenen, det næste langt ude i menneskehavet.

Det er næsten svært at forstå, hvordan Cave formår at gøre sådan en enorm festivaloptræden så fysisk og nærværende. Han vil have øjenkontakt, hænder og reaktioner – og publikum giver ham alt.

Så vinder tyngdekraften.

Nick Cave falder ned i menneskehavet.

POFF.

Væk.

I nogle sekunder har Way Out West mistet deres hovednavn. Men publikum får hurtigt fat i ham og hjælper ham op.

Cave fortsætter naturligvis, som om det her er en del af planen.

THE BAD SEEDS TRÆKKER OP

Bag det hele står et band, der på få øjeblikke kan gå fra næsten forsigtigt til totalt altødelæggende.

”The Mercy Seat” bliver en af aftenens store forløsninger, og ”Red Right Hand” er stadig lige så ildevarslende, da den ruller ud over Slottsskogen.

Men det er ”Jubilee Street”, der for alvor viser, hvad The Bad Seeds kan gøre live. Den starter tilbageholdende, bygges lag på lag og slutter i noget, der er meget større end den sang, der engang begyndte.

Samtidig er de mere rolige øjeblikke nødvendige. ”O Children”, ”Joy” og ”Rings of Saturn” giver koncerten både varme og åndehuller mellem angrebene.

Og forrest står Cave og styrer det hele.

68 år gammel og stadig med energien fra én, der lige har opdaget, at kravlegittere mere er et forslag end en egentlig grænse.

FRA KAOS TIL ET KLAVER

Det er netop kontrasterne, der gør koncerten så stærk.

I næsten to timer har Cave kastet sig mellem klaver, scenekant og publikum. Han har tabt en mikrofon, kastet en mikrofon, tabt sig selv i publikum og er blevet hjulpet op igen.

Så kommer ”Into My Arms”.

Cave alene ved klaveret.

Efter alt det, der er sket, behøves pludselig intet mere.

Det er en nærmest perfekt afslutning på en koncert, der lykkes med at være både enorm og intim på samme tid.

Mikrofonen: Kort men spektakulær karriere.

Warren Ellis: Stadig umulig at forklare.

The Bad Seeds: Et mindre jordskælv med instrumenter.

Publikum: 5/5 i akut Nick Cave-redning.

Nick Caves selvopholdelsesdrift: Stadig ikke installeret.

Nick Cave & The Bad Seeds kom til Way Out West for at spille på scenen.

Nick Cave gjorde sit bedste for at slippe for at være på den.

Fuldstændigt brillant.