Self Deception leverer eksplosivt rockshow på Trosa Galejet 2026

TROSA. Det er lidt ekstra sjovt at se et band som Self Deception på en scene som Trosa Galejet. Festivalen er blevet et værdsat indslag i den sörmlandske sommer, men at det lykkes at lokke et af Sveriges hotteste moderne rockbands til idylliske Trosa viser, at arrangørerne også tør satse på den tungere musik. For publikum betyder det en chance for at opleve et band, der lige så gerne kunne have stået på betydeligt større festivalscener.

Self Deception har på blot få år etableret sig som et af Sveriges mest interessante moderne rockbands. Med en blanding af alternativ rock og moderne metal har Stockholmsbandet vokset langt uden for landets grænser. Tidligere i år udgav de albummet One of Us via Napalm Records og fortsætter med at bygge videre på deres internationale succes.

Efter sommerens optræden på Sweden Rock Festival, hvor publikum leverede en massiv wall of death, venter nu en betydeligt mere intim ramme. Omkring hundrede personer har samlet sig foran scenen, og kun et femtental står længst fremme ved kravallhegnet. For et band, der er vant til meget mere intens publikumsrespons, føles det uventet spredt – men Self Deception spiller ikke et sekund, som om de kun står foran hundrede personer. De leverer, som om hele området var fyldt.

Når One of Us går i gang, sidder lyden med det samme. Ronny Westphals guitar har præcis den rette tyngde, Erik Ingels Grahams trommer driver nummeret frem, og Patrik Carlberg Hallgrens bas giver ordentlig bund til lydbilledet, mens Andreas Clarks vokal ligger krystalklart i mixet. Det er en af de der koncerter, hvor lydteknikeren laver et arbejde, man knapt bemærker – netop fordi alting fungerer så godt.

Desværre kan man ikke sige det samme om lyset. Næsten hele koncerten præges af kraftige baglys, der lyser direkte ud mod publikum. Resultatet bliver konstant modlys, hvor bandmedlemmerne igen og igen forvandles til silhuetter. For publikum bliver det til tider svært at se udtrykkene på scenen, og for fotograferne i pitten er det et sandt mareridt. Et band, der leverer så meget energi, fortjener væsentlig bedre lyssætning.

Produktionen i øvrigt holder dog høj klasse. Allerede fra første nummer skyder flammer op fra scenekanten og vender tilbage igennem hele koncerten. Halvvejs inde eksploderer desuden konfettikanonerne over publikum. Self Deception skalerer ikke deres show ned blot fordi publikum er mindre – Trosa får en produktion, der lige så godt kunne have passet til en betydeligt større festivalscene.

Patrik Carlberg Hallgren skiller sig lidt ekstra ud i løbet af aftenen. Bassisten har noget blinkende i munden, der giver ham et næsten neonfarvet smil, når han bevæger sig over scenen. Ved flere lejligheder tager han også vandpistoler frem og sender salver mod publikum. Om nogen faktisk bliver ramt er svært at sige, taget afstanden til kravallhegnet i betragtning, men forsøget værdsættes og viser, at der er masser af glimt i øjet midt blandt de tunge riffs.

Sætlisten byder på en velafbalanceret blanding af nyt og ældre materiale. One of Us, Time's Up, Blood & Scars, The Scandinavian Dream, Matthew McConaughey, Goddamn Me, Hell and Back, Don't Belong, The Wedding, Smoke You Out, Break!, Psycho og afsluttende Fight Fire With Gasoline holder tempoet oppe fra start til slut.

En sjov detalje udspiller sig også lidt inde i koncerten, da medlemmerne af Scarlet, som spillede tidligere på aftenen, dukker op ude blandt publikum for at se showet. Besøget bliver kort – efter cirka et nummer forsvinder de videre igen – men det er en lille detalje, som ikke alle i publikum sandsynligvis bemærkede.

Mod slutningen begynder faktisk flere mennesker at finde vej til teltet. Publikum vokser en smule, men det er stadig sparsomt og især sker det alt for sent. Dem, der kommer nu, har allerede misset en stor del af en koncert, der bestemt havde fortjent flere tilskuere fra start.

Under næstsidste nummer tager Carlberg Hallgren desuden skridtet hele vejen ud til publikum. Han forlader scenen og tager en runde blandt gæsterne, mens han fortsætter med at spille. Det bliver et af aftenens stærkeste øjeblikke og visker for en stund distancen mellem scenen og det ellers ret spredte publikum væk.

Forud for afslutningen Fight Fire With Gasoline forsøger Andreas Clark at skabe en klassisk festivalfinale. Han beder publikum om at sætte sig på hug, inden alle skal hoppe op på samme tid, når nummeret bryder ud. De, der står længst fremme, følger med, men med det stadig tynde publikum bliver effekten aldrig den mægtige eksplosion, som bandet formentlig havde håbet på.

Bandet holder dog ikke igen med krudtet. Under det sidste nummer vender konfettikanonerne tilbage, samtidig med at flammerne afløser hinanden i et hæsblæsende tempo. Det er ild, konfetti og fuld fart hele vejen i mål – en finale værdig en betydeligt større festivalscene.

Når de sidste toner har klinget ud, er aftenen alligevel ikke helt forbi. Bandmedlemmerne går frem til scenekanten og sender et par plekter og trommestikker ud til de trofaste fans, der har stået længst fremme under koncerten. Det bliver en fin og personlig tak, inden Self Deception forlader scenen.

Self Deception viser endnu engang, hvorfor de fortsætter med at vinde terræn på den svenske rockscene. Musikalsk er dette en koncert, der holder høj klasse fra første til sidste tone. Lyden er næsten perfekt, sceneshowet byder på ild, konfetti, vandpistoler og et band, der virkelig giver alt på scenen.

Det, der holder helhedsindtrykket tilbage, er derimod noget, bandet næppe selv kan påvirke – et usædvanligt spredt publikum og en lyssætning, der ofte modarbejder showet i stedet for at løfte det. Det trækker karakteren lidt ned, hvilket næsten føles uretfærdigt over for bandet, da deres egen præstation er fremragende på stort set alle måder. Self Deception gjorde simpelthen deres del af arbejdet denne aften – og gjorde det fandens godt.