The Cure på Way Out West 2026: Tidløs storhed i sit eget tempo

The Cure har ikke travlt.

Når Robert Smith og resten af bandet træder ud på Flamingo-scenen, føles det næsten som om, de allerede har besluttet sig for, at aftenen får tage præcis så lang tid, som den behøver. "Alone" åbner koncerten med et intro, der trækker så længe ud, at man når at begynde at spekulere på, om selve sangen virkelig skal komme. Til sidst gør den det – og dér lyder The Cure præcis så storladent og selvfølgeligt, som man havde håbet.

Det er en mærkelig kontrast til meget andet på Way Out West. Her er ingen forsøg på at vinde publikum over på tre minutter, ingen store armbevægelser og meget lidt stress. Robert Smith vandrer rundt på scenen, mens sangene får lov at gøre det meste af arbejdet.

Og publikum er med fra starten.

En badebold hopper rundt blandt menneskene foran scenen, og under "Pictures of You" forsøger nogle at kravle op i et træ for at få bedre udsigt. Det eventyr bliver dog kortvarigt. Vagterne er hurtigt fremme og henter dem ned igen.

"Pictures of You" er også første rigtige påmindelse om, hvor utroligt stærkt et sangkatalog The Cure faktisk råder over. Den svævende guitar, Smiths stemme og en melodi, der tilsyneladende kan fortsætte i det uendelige uden at blive trættende. Her passer bandets langsomme tempo perfekt.

Da "High" kommer som tredje nummer, letter stemningen en smule, inden "Lovesong" rammer desto hårdere. Forrest står flere voksne mennesker og græder åbenlyst. Det siger en del om The Cures mærkelige position i 2026. Mange af sangene er ældre end en stor del af festivalpublikummet, men følelserne i dem synes ikke at have ældet en dag.

Så kommer "Burn".

Robert Smith finder en fløjte frem, og resultatet er måske ikke aftenens mest elegante øjeblik. Det lyder omtrent som jeg selv, når jeg har glemt at tage min astmamedicin og forsøger at løbe til sporvognen. Det er samtidig svært ikke at sætte pris på, at en af verdens største gotikoner står på en festivalscene og helt uden blusel bare fortsætter fremad.

"Fascination Street" er langt mere overbevisende. Bassen buldrer frem, scenen lyses op i et væld af farver, og koncerten får pludselig et mørkere og mere hypnotisk drive. Det er en af aftenens første rigtige højdepunkter.

Omtrent dér begynder det også at regne let over Slottsskogen. Nogle blandt publikum vælger straks at forlade stedet, hvilket føles som en noget forhastet beslutning. Regnen forsvinder næsten lige så hurtigt som den kom.

Efter "A Night Like This", "Secrets" og "Push" begynder koncerten at bevæge sig hen mod den del af sættet, hvor hitsene kommer tættere og tættere. "In Between Days" følges op af "Just Like Heaven", og pludselig føles det som om hele området vågner på ny. Sidstnævnte er stadig noget nær perfekt popmusik: direkte, melankolsk og euforisk på samme tid.

Så følger en væsentligt mørkere suite.

"Play for Today" leder ind i "A Forest", og her lyder The Cure allerbedst. Bassen maler frem, guitarerne opbygger en næsten klaustrofobisk stemning, og bandet viser, hvorfor de stadig kan få et gigantisk festivalområde til at føles mærkeligt intimt.

Endnu stærkere bliver det med "From the Edge of the Deep Green Sea". Det er sådan en sang, der ikke behøver at være den mest kendte for at blive aftenens største øjeblik. Den vokser og vokser, indtil hele bandet lyder, som om de er ved at falde fra hinanden på scenen – på den bedst mulige måde.

"One Hundred Years" fortsætter i samme mørke, inden hovedsættet afsluttes med "Endsong". På det tidspunkt har koncerten været lang, undertiden næsten trodsigt langsom, men også fuld af øjeblikke, der minder om, hvorfor The Cure stadig kan bære en scene af denne størrelse uden at skulle gøre meget mere end blot at spille.

Ekstranumrene bliver så noget helt andet.

"Lullaby" og "The Walk" åbner, inden "The Lovecats" får publikum til at hoppe i gang igen. Da "Friday I’m in Love" lyder, er der ikke meget tilbage af den tunge melankoli fra minutterne forinden. Hele Flamingo forvandles i stedet til fællessang.

Det er næsten latterligt, hvor let The Cure kan skifte mellem mørke og ren pop.

Mod slutningen kommer også "Close to Me", "Why Can’t I Be You?" og til sidst "Boys Don’t Cry". Det er svært at klage over sangvalget, selv om ekstranumrene til tider føles mere som en effektiv gennemgang af de største publikumsfavoritter end koncertens mest fokuserede del.

Det bedste ved The Cure er også det, der nogle gange bliver deres svaghed. De lyder utroligt godt, men de er så sikre i deres eget tempo, at visse passager næsten går på rutinen. Robert Smith behøver ikke kaste sig omkring eller råbe efter publikums opmærksomhed. Han ved allerede, at sange som "A Forest", "Pictures of You", "Just Like Heaven" og "Lovesong" holder.

Og frem for alt holder stemmen.

Det er næsten foruroligende, hvor lidt den synes at have ændret sig. Når Smith synger, føles afstanden mellem The Cure dengang og The Cure nu overraskende lille. Den samme sørgmodige tone ligger stadig over guitarerne, lige så selvfølgeligt i dag som på de gamle plader.

The Cure føles derfor både gamle og mærkeligt tidløse på en og samme gang. Dette er ikke festivalens mest eksplosive koncert og bestemt ikke den hurtigste.

Men under "A Forest", "From the Edge of the Deep Green Sea" og "Just Like Heaven" gør det ikke den store forskel.

Dér lyder The Cure stadig som et af verdens bedste bands til at gøre sorg til noget, man bare vil blive stående i.