The Weeknd tænder Strawberry Arena med blændende visuelle effekter og følelsesmæssige højdepunkter

The Weeknd kommer til Strawberry Arena med et show, der næppe arbejder med små armbevægelser.

Scenen er bygget i flere niveauer og fortsætter i en lang rampe ud over arenagulvet. På den ene side står en gigantisk guldfarvet statue, som skyder grønne laserstråler ud over publikum. Læg dertil ild, fyrværkeri, tung røg og et lyssystem, der hele tiden ændrer arenaens udtryk.

Også publikum bliver en del af showet. Alle har fået LED-armbånd, som lyser under koncerten, og når tusindvis af små lyspunkter tændes samtidig, forvandles Strawberry Arena til et stort hav af lys. Det ser virkelig godt ud.

Helt forrest ved hegnet synes jeg desuden, at lyden er virkelig god. Sangstemmen går tydeligt igennem, og der er masser af tryk i musikken uden at bassen tager over. Jeg har stået forrest til nok koncerter, hvor lydbilledet bliver langt mere mudret end her, så her får produktionen bestemt et plus.

Publikum er med fra første øjeblik, og under store dele af koncerten er der fuldstændig fællessang. Med sange som "Starboy", "Take My Breath", "Can't Feel My Face", "The Hills", "I Feel It Coming" og "Die for You" er der masser af materiale, som Strawberry Arena genkender med det samme.

Men 38 sange er meget.

Jeg lægger flere gange i løbet af aftenen mærke til, hvordan koncerten glider ind i en form for dvale. Det er ikke dårligt, men energien falder, og jeg mister lidt lysten til hele tiden at ville vide, hvad der kommer næste gang.

Heldigvis varer det sjældent længe. The Weeknd behøver ofte bare hive næste store omkvæd frem for at få gang i Strawberry Arena igen.

The Weeknd ser samtidig ud til at trives med modtagelsen.

"Stockholm, I love you," siger han flere gange i løbet af aftenen.

Til sidst vender han den om og spørger, om Stockholm elsker ham tilbage.

Det enorme jubelbrøl, der følger, efterlader ikke meget tvivl.

Når arenashowet bliver personligt

En af aftenens smukkeste øjeblikke kommer, da The Weeknd går helt ned til hegnet. Her rækker han mikrofonen over til en pige forrest og lader hende overtage sangen foran hele arenaen.

Derefter fortsætter han langs rækken og tager bogstaveligt talt gæsterne i hånden – én efter én.

Jeg står selv helt forrest, og det er netop sådanne øjeblikke, der gør forskellen. Midt i en produktion, hvor næsten alt er gigantisk, bliver den umiddelbare kontakt med publikum noget helt andet.

På scenen bevæger der sig også dansere i røde kapper og guldmasker. Sammen med den tunge røg, der indimellem ligger over scenegulvet, og det mørke lysdesign får dele af koncerten et nærmest ceremonielt udtryk.

Jeg synes, det er forfriskende at se en stor arenaproduktion, hvor dansernes visuelle udtryk ikke bygger på nøgenhed. De røde kapper, guldmaskerne og koreografien er rigeligt til at skabe et stærkt visuelt udtryk og passer desuden rigtig godt ind i The Weeknds mørke scenebillede.

The Weeknd udnytter også hele det enorme scenebyggeri. Han bevæger sig fra hovedscenen hele vejen ud til spidsen af den lange rampe og kommer dermed tættere på publikum i andre dele af arenaen.

Med jævne mellemrum slår store ildsøjler op fra scenen, og varmen kan mærkes der, hvor jeg står forrest. Andre gange lægger røg sig tungt over scenegulvet og ændrer hele scenens udtryk.

Der sker hele tiden noget visuelt, men uden at hvert øjeblik behøver at slå én i hovedet med næste store effekt.

Playboi Carti træder ind

Omtrent halvvejs igennem koncerten får The Weeknd selskab på scenen af Playboi Carti.

Sammen fremfører de "Timeless" og "Rather Lie".

For mig bliver det et kærkomment afbræk midt i den lange setliste. Der kommer en anden energi på scenen, og koncerten får lidt nyt liv, inden The Weeknd fortsætter gennem sit store sangkatalog.

Og det er også nødvendigt på en aften, hvor tempoet går lidt op og ned.

"Save Your Tears" vækker hele arenaen

Mod slutningen af koncerten kommer nogle af de øjeblikke, jeg synes fungerer allerbedst.

Da "Save Your Tears" går i gang, vågner Strawberry Arena for alvor. Der er fuldstændig fællessang, og pludselig føles det som om, hver eneste person i arenaen er med.

Bagefter kommer "Less Than Zero" inden det er tid til "Blinding Lights".

Inden "Blinding Lights" spreder laserlyset sig ud over arenaen og bygger stemningen op, inden de første velkendte toner går i gang.

Så behøves der egentlig ikke meget mere.

Hele Strawberry Arena synger med.

Men for mig kommer et af aftenens stærkeste øjeblikke faktisk efter sangen.

The Weeknd bliver stående og ser synligt rørt ud, mens han tager publikums reaktion ind. En og anden tåre finder vej.

"Stockholm, I love you."

Efter en aften med enorme mængder teknik og effekter behøves pludselig intet af det længere.

Det er nok med ham og publikum.

Strawberry Arena fyldes med blå balloner

Efter "Without a Warning" forlader The Weeknd scenen.

Lysene bliver slukket, og Strawberry Arena ligger i mørke. Omtrent et halvt minut senere bryder en enkelt lysstråle igennem.

Der står han igen.

Da "House of Balloons" går i gang, fyldes arenaen med gigantiske blå balloner, der hopper frem over publikum.

At fylde arenaen med balloner under en sang, der hedder "House of Balloons", er måske ikke aftenens mest subtile idé, men jeg kan godt lide det. Efter meget af den mørke scenografi bliver det et langt mere legende indslag, og især ser det virkelig sejt ud, når de enorme blå balloner bevæger sig hen over menneskemængden.

"Moth to a Flame" afslutter hele showet

Efter 37 sange mangler der kun én.

"Moth to a Flame" afslutter aftenen, og der er ingen grund til at holde igen. Lysshowet når endnu et niveau, flammer slår op fra scenen, og fyrværkeri springer rundt om scenebyggeriet.

Det er fuldstændig maxet.

Når de sidste toner klinger ud, kaster trommeslageren sine trommestikker ud til publikum, og efter 38 sange er koncerten slut.

Og jeg forlader Strawberry Arena med lidt blandede følelser.

The Weeknd har et sangkatalog, som meget få artister kan matche. Når "Save Your Tears" og "Blinding Lights" får en hel arena til at synge med, er det svært ikke at blive revet med.

Men jeg kan alligevel ikke helt slippe, at 38 sange er meget. Jeg synes, koncerten ville have haft godt af at blive kortet lidt ned. Nogle af de partier, hvor energien falder, kunne godt være skåret væk uden at helheden ville have mistet noget. Snarere tværtimod.

Det interessante er også, at nogle af de øjeblikke, jeg tager mest med mig, ikke handler om de store effekter.

Det er pigen forrest, der får mikrofonen.

Det er The Weeknd, der går langs hegnet og tager os på forreste række i hånden.

Det er, hvor tydeligt rørt han bliver efter "Blinding Lights".

Og det er øjeblikket, hvor "Save Your Tears" går i gang, og Strawberry Arena pludselig vågner op.

Men så er der selvfølgelig også alt det andet.

Den gigantiske statue. Danserne i deres røde kapper og guldmasker. LED-armbåndene, der får hele arenaen til at lyse. Ilden, der kan mærkes i ansigtet helt forrest. De blå balloner, der hopper blandt publikum.

Når sangene, publikum og hele scenebyggeriet rammer rigtigt samtidig, står jeg der forrest og tænker egentlig kun én ting:

Det her er virkelig mægtigt.

Fodnote: Billederne i artiklen er fra tidligere koncerter med The Weeknd og er ikke taget under koncerten på Strawberry Arena.