Zara Larsson løfter Way Out West – popshow med nærvær og publikumskontakt

Det tager ikke lang tid, før Zara Larsson har publikum med sig på Way Out West.

Sammen med sine dansere træder hun ud på scenen og åbner med ”Midnight Sun”. Allerede fra begyndelsen søger hun kontakten med menneskene foran sig. Når publikum får lov at synge med, nøjes hun ikke helt med lydstyrken, men beder om lidt mere.

Og Slottsskogen svarer.

Det bliver noget af aftenens røde tråd.

Et show hvor der hele tiden sker noget

Efter “Midnight Sun” kommer ”Can’t Tame Her” og ”She Did It Again”, og tempoet er højt fra start. Danserne er en central del af det visuelle udtryk, skærmene bruges flittigt og mellem sangene optræder små teatralske indslag.

Blandt andet udspiller der sig en sketch omkring et bilsammenstød. Det er legende og lidt overdrevet, men passer godt ind i den store popproduktion.

Når ”Hot & Sexy” kommer, bliver publikum endnu mere involveret. Zara tager et billede sammen med publikum og spørger, hvem der selv føler sig ”sexy”.

Op med hænderne.

Der skal ikke meget overtalelse til.

Under en af sangene vises desuden teksten på skærmene for at hjælpe fællessangen på vej.

Og publikum synger.

Den lyserøde cowboyhat

En af de stunder, der skiller sig ud, kommer, når en pige i lyserød cowboyhat får lov at komme op på scenen sammen med Zara.

Nogle øjeblikke tidligere står hun i publikum og pludselig befinder hun sig midt i showet. For os andre er det nogle minutter af koncerten. For hende vil det nok være et minde, der sidder fast lang tid.

Det passer også godt ind i en aften, hvor Zara hele tiden søger kontakt med menneskene foran scenen.

Tempoet skifter

Første halvdel går hårdt fremad med sange som ”Wow”, ”Ain’t My Fault”, ”Pretty Ugly” og ”Stateside”, inden showet ændrer karakter.

Med ”Never Forget You”, ”Ruin My Life” og især ”Uncover” får koncerten et mere roligt parti. Det er nødvendigt efter al dansen og alle de visuelle indtryk.

Og når stemmen får lidt mere plads, bliver man mindet om:

Hold op, hvor Zara Larsson kan synge.

Det personlige får plads

Mellem sangene kommer også en mere personlig side frem.

Zara fortæller, hvor glad hun er over at spille på Way Out West, og at det er hendes eneste koncert i Sverige i år. Samtidig indrømmer hun, at det føles nervøst at være tilbage.

Hun ser også tilbage på sin karriere, minder om, at hun udgav sin første sang allerede som 15-årig og fortæller, at meget er sket de sidste måneder.

Her er der hverken brug for sketches eller koreografi. Det rækker med Zara og publikum.

Ved en anden lejlighed giver hun et enkelt budskab: ingen skal have lov at dømme dig for den, du er. Måske ikke revolutionerende ord, men for et festivalpublikum med mange unge fans føles de alligevel helt rigtige.

Alle på scenen får lov at skinne

En detalje, jeg virkelig sætter pris på, er hvordan Zara løfter menneskene omkring sig.

Danserne får plads, bandet får egne partier, og når personerne på scenen præsenteres, vises deres navne på skærmene.

Det er en lille detalje, men en god en. Zara står længst fremme, men sørger for at dele publikums anerkendelse med dem, der bygger showet sammen med hende.

Hitsene gør arbejdet

Mod slutningen kommer ”Blue Moon”, ”Lush Life” og ”Symphony” på stribe.

Her er der næppe behov for instruktioner om at synge højere længere.

Publikum kan sangene.

Og det kan høres.

Så vender ”Midnight Sun” tilbage og får lov at afslutte koncerten, samme sang som indledte det hele. En enkel, men lækker måde at binde showet sammen på.

Et show der føles levende

Det, jeg først og fremmest tager med mig, er hvordan Zara formår at kombinere en stor og gennemarbejdet popproduktion med noget meget mere personligt.

Hun joker, kræver mere fællessang, deler sine tanker og sørger for, at både dansere og musikere får deres øjeblikke.

For mit vedkommende er det derfor hverken bilsammenstødet, skærmene eller selv de største dansenumre, der sætter sig fast.

Det er kontakten med publikum.

En opfordring til at synge lidt højere. En personlig mellemtale. En pige i lyserød cowboyhat, der pludselig står på scenen.

Og en Zara Larsson, der viser, at et stort popshow ikke behøver at føles upersonligt.