Matsson voksede op i Dalarna i 1980’erne og 1990’erne, omgivet af spillemænd, folkedans og lokale højtidstraditioner. Ifølge hans egen beskrivelse vækkede denne arv til at begynde med snarere modstand end nysgerrighed. Larmende rock- og indie-bands tilbød en anden identitet; amerikansk blues og folkemusik åbnede derefter en anden vej. Bob Dylan blev en indgang til ældre feltoptagelser, som lod Matsson udforske traditionen på afstand fra den kultur, han selv var vokset op i.
Hans fornyede interesse for svensk folkemusik vender denne bevægelse, uden nødvendigvis at forlade de tidligere inspirationer. Sammenhængen findes delvist i selve indspilningerne: optrædener hvis udtrykskraft ikke er afhængig af en poleret lyd eller streng teknisk præcision. Det, som engang fremstod som adskilte musikalske verdener, giver nu en fælles lærdom om, hvordan en egen stemme kan træde frem gennem ujævnhederne.
Traditionen som arbejdsmetode
Ifølge det medfølgende materiale blev Matssons gård og hjemmestudie i Dalarna centrale for albummets tilblivelse. At slå sig ned dér gav ham plads til at læse op på lokalhistorien, lytte omhyggeligt til ældre spillemænd og begynde at spille violin. Hans forhold til instrumentet gik fra tøven til en fascination, der blev hængende. Han beskriver også, hvordan han indleder koncerter med en polska forbundet med Pål Olle fra Östbjörka og dermed bringer sin genopdagede interesse direkte ind i optrædenerne.
Den mest betydningsfulde forandring gælder dog selve kompositionen. Matsson henleder flere af albummets melodier til violinfraser og melodier fra Boda. Det peger på en dybere indflydelse end blot at tilføje et traditionelt instrument til et eksisterende arrangement: violinen bliver en måde at finde selve sangen på. Svensk folkemusik har, som han beskriver det, ændret de indre veje, langs hvilke hans sange tager form.
Ældre feltoptagelser har også opmuntret et bredere udtryksregister. Matsson beskriver optrædener, som går hurtigt, afviger i tonehøjde eller tager uventede former uden at miste deres følelsesmæssige kraft. Hans svar har været at tillade større kontraster i sine egne optrædener, fra hvisken til kraftfuld sang, og at acceptere lyde som er rå snarere end smukke i konventionel forstand. Her fungerer traditionen mindre som en regelbog og mere som en tilladelse til at give slip på kontrollen.
Indspilningsprocessen forlænger denne tilgang. Ifølge materialet har Matsson lavet størstedelen af arbejdet selv, inklusive indspilning og mixning, og brugt ældre båndoptagere for at tilføre ustabilitet og tekstur. Forskellige grader af båndslitage blev kreative værktøjer, og sangen blev behandlet gennem en gammel Nagra-båndoptager for at skabe distortion. Disse valg gør indspilningsmediet til en del af opførelsen snarere end en neutral beholder for den.
At arbejde hjemme betød ikke at arbejde helt alene. Det medfølgende materiale nævner sangerinden Sofia HK og trommeslageren Björn Sima blandt de medvirkende. Martin Hederos står for størstedelen af violin- og pianooverlæg, mens CJ Camerieri bidrager med blæs. Deres bidrag indgår i en proces, der stadig i vid udstrækning blev styret af Matsson og som forenede samarbejde med den fleksibilitet, hans egen studie gav.
Matsson sammenligner oplevelsen af at lave albummet med There’s No Leaving Now og understreger glæden i processen og følelsen bag arbejdet. Natur, elve, fugle og tvivl forbliver tilbagevendende motiver i teksterne. Forskydningen betyder derfor ikke, at hans identitet som sangskriver erstattes grundlæggende, men at det musikalske sprog, som bærer disse temaer, forandres.
Just Beyond Endless Mountain fremstiller hjemkomsten som et aktivt kunstnerisk arbejde. Dalarna er mere end et bagtæppe: landskabets sange, optagede stemmer og musikalske vaner giver værktøjer til at skrive, synge og lytte. I Matssons beskrivelse har genbesøget i den tradition, han engang modsatte sig, fået musikken til at føles tydeligere som hans egen.
